Analyse
Canovas Værksted og Familien Waagepetersen
Canovas Værksted
Ved første øjekast er der ikke rigtig noget system i strofernes og versenes opbygning. Enkelte gange optræder der rim, men ikke efter noget system. Alle stroferne er af forskellig længde, fra syv vers (strofe 5) til 24 (strofe 4). Det kan muligvis være et 'hint' om noget uforudsigeligt og/eller noget uregerligt, som altså alligevel godt kan være smukt, hvilket symboliseres i de til tider forekommende rim.
Digtet starter med ”Styrted' en Mormorklippe sammen?”. Marmor kan ofte ses som noget stort, stærkt, fornemt og mægtigt. Når man ser på den næste linje ”Er det Vrag af den faldne Fortid?” ledes man til at tro, at noget grundlæggende er bygget på en løgn eller noget andet fordærvet. Begge sætninger præsenteres som spørgsmål, så det er ikke noget man kan konkludere, medmindre at sætningerne var skrevet med en form for sarkasme. Det er op til den enkelte, hvordan det skal tolkes. I de næste linjer bliver der talt om blokke der indeslutter blomster, og sten af brudte klipper. Der tales også ud til et enkelt individ, med et scepter af stål. I de følgende linjer tales der om sten, som sokler, friser, sokler og hjørnesten. Det kan tænkes, at omtalte individ er et geni, eller en kunster, der er i stand til at se skønhed i simple sten. Hans stålscepter, som han hersker med, er et mejsel (eller et andet værktøj til formålet) han bruger til udforme sten til det skønne med.
I anden strofe startes der med en direkte lovprisning til naturen, der forsætter i adskillige vers. Den kaldes også en driftig moder, som en mor der føder alt og alle. Uden den var der ingenting. Der er en førstepersonfortæller der forklarer sit forhold til denne moder, at han 'leger' på dens skød. Man kan antage at denne fortæller er kunstneren/geniet, baseret på de næste linjer. 'Utaknemmelig er jeg ikke, Men den himmelske Phantasie Lokker mig så sødt'. Han er fascineret af naturen og bliver meget fascineret og bevæget af den. Som han understreger, er han ikke utaknemmelig over for, hvad naturen allerede har lavet, men han vil bidrage til værket. I de næste linjer siger den at kunsten står ved ”den Eviges Höire”. Med den ”Evige”, menes der en skaber, altså gud. I kristendommen er det Jesus Kristus der står ved sin faders højre hånd. Der stilles altså en direkte sammenhæng mellem Messias og kunst. Og eftersom at kunsten er underlagt naturen, så må naturen nødvendigvis være gud, eller måske endda over gud også.
I tredje strofe tales der om ånder, indespærret i ”evig is” som søger befrielse. Med den evige is menes der de sten som kunstneren arbejder med. I de efterfølgende vers fremgår det, hvordan disse omtalte ånder træder frem, efter at være frigjort af kunstnerens hjerte og ånd. De har altså været i stenene hele tiden og kunstneren er derfor ikke en skaber, nærmere en frelser, eller en Messias om man vil.
I fjerde strofe fortælles der igen om stenenes ånder, blot med den forskel at det nu er opløftet til guder. I strofens femte og sjette vers stoppes kunstneren, fordi at de dødelige ikke må komme med. De vil ikke være i stand til at fatte al denne skønhed og godhed, som kunstneren kommer med. De må simpelthen ikke være i blandt de guder der nu kommer. Der nævnes i de næste vers adskillige guder og forskellige ånder, som træder ud af stenene. Men kun de eksklusive genier forstår deres majestæt og deres skønhed.
I femte strofe fortælles der om at kunstneren er en forlængelse af guds, og derved også naturens arm. At han er et ekko af skaberens puls, altså vilje og derfor også i sig selv er en del af skaberen, eller lader denne skaber tale gennem sig. Han gør altså alt det, han gør af ren natur.
I sidste strofe er der en direkte kærlighedserklæring til kunst. Det, at skabe kunst er som at lege ved guds fod. Kunsten er en ting, der får os til at tænke, reflektere. Kunstnerne har indset, at de er genier, og at de holder sammen på verden. En helliggørelse af kunsten. Alle kunstnere er del af en større sjæl/kraft (kunsten). Kunsten er hellig, får os til at tænke. Kunsten får folk til at se lyset, kaster dem ud i en evig refleksion.
Familien Waagepetersen
Billedet viser en familie, eller i hvert fald den hjemmegående del af den, da der ikke er nogen far til stede. Formålet med ikke at få ham med, er at det skal vise en ganske normal eftermiddag, hvor børn leger og mor slapper af. Far er der jo ikke, han er ude for at forsøge den familie han tydeligvis elsker højt. Denne familiekærlighed kan blandt andet ses med et enkelt blik på væggen bagved familien, hvor at adskillige portrætter kan ses. De er formentligt medlemmer af familien, enten søskende eller forældre, eller begge. Ovre i højre side af billedet står der to andre kvinder end moderen og holder et lille barn. Den ene kvinde ser noget yngre ud end moderen og man kan derfor antage at det er den ældste barn. Den anden kvinde ser noget ældre ud og er klædt i mindre fornemt tøj. Hun er formentlig en tjener og/eller barnepasser, der , efter alder at dømme, har holdt sig sammen med familien i ret mange år. Den lille pige kigger glad og uforlegen ud over lokalet, uskyldig og naiv. En typisk småbørnsopførsel, hvilket nok indikerer at hun er den yngste i flokken. De andre piger sidder derimod for sig selv, lettere generte. De er optagede af deres egne ting, henholdsvis en dukke og noget som er bag en af drengene. Drengene er mere udadvendte end pigerne er, de skal jo også selv ud en dag og forsørge dem selv og deres familie. Det ses tydeligst på drengen tættest på. Han er ikke bange for at vende røv til og samtidig vise hans tegning af en tegning af en hæslig trold. Og oveni købet gøre det med et kækt smil. Den anden dreng står med et stykke snor og et legetøj. Denne mindre frække opførsel tyder på en mere moden personlighed, hvilket nok gør det sikkert at formode at han er den ældste bror. Dette understøttes også af et mere aflangt ansigt. Familien sidder midt i en dagligstue, hvilket bidrager til indtrykket af tidlig eftermiddag, da det oftest er der man er omkring eftermiddag. Lyset falder direkte ind mod familien, så de sættes i fokus, på en meget positiv måde. Alt i alt en velfungerende familie.