Økonomi

Finans- og pengepolitik

Økonomisk politik kan groft sagt inddeles i pengepolitik og finanspolitik, som er to måder at påvirke renter, priser, beskæftigelse og velfærd. I begge tilfælde styres statens økonomiske politik og priserne påvirkes kunstigt, med henblik på at mindske udsvingene i inflationen.




Pengepolitik

Big image

Det er centralbanken i den pågældende stat, der har ansvaret for at føre pengepolitik.

Nationalt

Nationalbankens ene opgave er at styre renten, dvs. den pris det koster bankerne at låne penge. Nationalbanken kan føre lempelig eller stram pengepolitik og dermed styre befolkningens lyst til at låne og bruge penge. Med andre ord er det Nationalbankens opgave at styre pengemængden i Danmark.


Internationalt

Den anden opgave er at sikre valutaens værdi. I Danmark sker det ved at føre fastkurspolitik dvs. ved at sælge eller købe danske kroner for udenlandsk valuta. Det styrer Danmarks konkurrenceevne. Da den danske krone ikke er en særlig stærk valuta har vi valgt at føre fastkurspolitik, men var den stærkere, ville det måske være smartere at have flydende valutakurser.


Finanspolitik

Big image
I finanspolitik derimod påvirker staten økonomien ved lovgivning. Det skal sikre høj vækst og lav inflation. Staten har to hjul at pille ved - indtægter og udgifter.


Lempelig finanspolitik

Når væksten er lav og arbejdsløsheden høj, altså når vi er i lavkonjunktur, kan staten afsætte penge til f.eks. renovation af skoler. På den måde skabes jobs, flere kommer i arbejde og går nu ud og bruger flere penge end før i butikker, hvis omsætning som følge stiger. Virksomhederne kan øge produktiviteten ved f.eks. at investere i mere effektive maskiner osv.


Stram finanspolitik

Hvis samfundet derimod befinder sig midt i højkonjunktur, går staten ind og dæmper det ved f.eks. at bruge pengene til at betale af på statsgælden. Det sikrer os mod at få alt for høj inflation, og mod at ryge ind i en boligboble.

Ideologi

Man havde længde haft den kapitalistiske og markedsøkonomiske holdning, at markedet bare skulle passe sig selv for at fungere optimalt, men under depressionen i 30'erne begyndte flere at tvivle på, om økonomien kunne komme på rette fode igen af sig selv. Planøkonomen, Keynes udtalte, som en af de første, at der skulle hjælp til i form af økonomisk politik. - Men om det var finans- eller pengepolitik var for ham lige meget. Man valgte bl.a. at investere i at udbygge infrastrukturen, som jo er en finanspolitisk tilgang til problemet.


I dag hersker der blandingsøkonomi i hele verden. Spørgsmålet er ikke længere hvilken ideologi, men blandingsforholdet mellem de to. At vi i dag fører økonomisk politik har den fordel, at vi kan skabe en mere stabil økonomi uden alt for store udsving i inflationen. Til gengæld kan vi risikere at skabe en meget stor gæld når det går dårligt, og vi er i lavkonjunktur. Især hvis det ikke bliver bedre, og staten til sidst er nødsaget til at hæve skatterne for at få det til at køre rundt. I yderste konsekvens kan vi ende i deflation - prisfald.