Marie i Berkeley
Om små og store oplevelser under mit ophold i Californien
Rejsebrev #4
Så det der skete var, at alt den tid jeg synes jeg havde til f.eks. at skrive rejsebreve, pludselig blev ædt op af læsning, afleveringer, midterms, projektarbejde og eksamener. D. 15. maj satte jeg så sidste punktum i den sidste eksamensopgave, efter et travlt semester og en særdeles voldsom og koncentreret eksamensperiode. Der har heldigvis også været plads til ikke-faglige aktiviteter og dejlige besøg hjemmefra inden eksamenperioden for alvor satte igang. Her følger en lille opsamling af hvad jeg har oplevet de sidste par måneder.
Siden sidst har jeg..
... flyttet rundt på virkelig mange post-its, skrevet notater, afholdt interviews og brugertests, skrevet afleveringer, afholdt gruppemøder...
... og læst virkelig meget litteratur. (Okay, måske ikke helt så meget som det ligner her, men henne i den virkelige verden er mine arme f.eks. også lige lange.)
Jeg har også bygget et væld af små sære Arduino-drevne konstruktioner. Her er jeg på vej i retningen af noget motordrevet skruetrækker lavet af pap, spisepind, tryksensor og uanede mængder af tape.
Og alt imens at jeg de seneste uger har knoklet med projekter, præsentationer og rappoter, kunne jeg dagligt beundre de færdiguddannede, der skøjtede rundt på campus med fine hatte, troldmandskåber og Colgate-smil.
Andre dage er campus meget anderledes - f.eks. denne lørdag, da der var Cal Day. Her kommer alle de måske-kommende-studerende valfartede til med deres moar i den ene hånd og far i den anden. Uheldigvis var dagen planlagt pladask oveni den årlige Weed Day (4/20), hvilket betød, at den ene halvdel af campus var pakket med skæve studerende, der bogstavlig talt dannede et tykt tågelag over folkemængden. Det var måske ikke lige den velkomst (og det image) Cal havde planlagt at præsentere børn og forældre for..
I Spring Break var jeg så heldig at have besøg af dém her!
Her er vi på Alcatraz på en fin og solrig forårsdag med San Francisco i baggrunden.
Senere i Spring Break fik jeg besøg af hám her - en meget savnet Mads!
Og sammen var vi på tur til Yosemite.
Mads og jeg var bl.a. også til NBA basketkamp i Oakland og se Worriers uddele solide tæsk til New Orleans Hornets! Inden da socialiserede vi selvfølgelig med Worriers' cheerleaders..
I løbet af semesteret har der heldigvis også været en smule tid til at løfte hovedet fra bøgerne og f.eks. tage til fest i Oakland med dansebenene på sammen med mine søde housemates - her er det Lashon, Jayanti og jeg!
I starten af maj måned var så den store eksamens-præsentations-vis-os-hvad-du-har-lært-uge, og jeg hold bl.a. projektpræsentation med min innovationsgruppe, Roald (Norge), Hiraa og Brian.
I faget Tangible User Interfaces byggede jeg, sammen med min studiemakker, John, denne installation, Firefly Night Sky. Her er hele molevitten sat op til demodag, hvor vi havde rig mulighed for at teste koncept og interaktion med udstillingens gæster.
Efter nogle hårde eksamensuger, med fem fag der skulle afsluttes, afleverede jeg så den sidste opgave, og fejrede sommerferiens komme med endnu et besøg!
Og sommerferien blev i den grad skudt ind sammen med Amalie på ægte amerikansk manér: surfing, donuts, burgers, roadtrip, milkshakes, solbadning, mac 'n cheese... you name it.
Nårh, ja - vi lejede også en lille fin og meget gul dyt, som kørte os op og ned af den pæne vestkyst!
Hvad så nu?
Semesteret er slut og jeg har nu nogle uger tilbage til at nyde mine søde venner og veninders selskab her i Berkeley, og til at få set og oplevet alle de ting i Bay Area, som jeg ikke har haft tid til i løbet af semesteret. D. 23. juni rejser jeg så til Boston, hvor jeg mødes med Mads og herfra rejser vi ned ad østkysten i to ugers tid med stop i bl.a. New York, Washington og North Carolina inden vi så rejser fra Florida og hjem til Danmark!
Men for lige at runde mit studieophold her i Berkeley af, tænker jeg, at et par lister må være på sin plads:
Jeg skulle lige vænne mig til:
- At vores underviser havde sin hund liggende ved siden af talerstolen under hver forelæsning
- At begrebet ”for meget ost” ikke findes her
- Antallet af ensrettede gader
- At small size i virkeligheden betyder XL
Jeg er virkelig glad for at have fundet:
- Noget der minder om rugbrød (at jeg så lige har fundet ud af, at alle mine amerikanske medstuderende alle dage har troet, at jeg kværnede en ordentlig brownie til frokost hver dag, er en anden historie..)
- Ud af hvordan man cykler i trafikken uden at have permanente nærdødsoplevelser
Observationer af oftest anvendt sprogbrug for unge californiske kvinder:
- And I was like..
- You know like..
- Oh my God!
- Like really?
- That’s like awesome!
- Like, you know..
- I knoooow!
- Like seriously?
Jeg vænner mig nok aldrig til:
- Unge californiske kvinders talemåde
- At passere et hav af hjemløse på gaden hver eneste dag
- At arbejde aktivt på at opbygge et venskabeligt forhold til universitetsprofessorer for at få lov at følge deres kurser
- Undervisere og studerende, der møder op i træsko
Jeg danser en lille sejrsdans på stedet hver gang jeg:
- Bliver spurgt om hjælp til at finde vej i Berkeley, Oakland eller San Francisco
- Lykkes med at kode små minimalistiske Arduino-programmer
- Tænker på alle de søde nye mennesker, jeg har været så heldig at lære at kende her, og på alle de dejlige venner og familie, som jeg glæder mig til at se, når jeg kommer hjem igen til juli!
Tak fordi I holdt ud og gad at læse med!
Vi ses til sommer i Danmark!